Morten Buch Pedersen, 27 år, Daugård
For nogle år siden havde 27-årige Morten Buch Pedersen ikke regnet med, at han skulle være murer. Dengang var han sergent i søværnet og overvejede at blive officer.
Men de månedlange togter med inspektionsskibet til Grønland og Færøerne harmonerede ikke så godt med et normalt familieliv. Slet ikke da Morten Pedersen og hans kone ventede barn – så sergenten gik i land.
Den lille familie havde købt et gammelt hus i Daugård, og det var arbejdet med at renovere dét, der sporede Morten Pedersen ind på, hvad han nu ville lave.
Blandt andet rykkede jeg et 20 kvadratmeter stort bryggers ned og byggede et nyt op. Jeg havde ikke nogen forudsætninger, men spurgte mig frem blandt venner, på trælasten og så videre. Man skal ikke være bange for at kaste sig ud i noget nyt, siger Morten Buch Pedersen.
Han havde opsparet nogle uddannelsespenge i søværnet, og med dem i ryggen startede han som voksen-murerlærling.
Efter et uheldigt praktiksted kom han til Lars Juhl Nielsen ApS, hvor der er godt at være. Morten Bach Pedersen har blandt andet været tre måneder i Køge, hvor firmaet satte fliser op på en campingplads – i baderum, toiletter, kiosk etc. Ellers har han blandt andet beskæftiget sig med reparationer, renoveringer, lægning af klinkegulve, mindre tilbygninger med videre.
Morten Pedersen har fået lov at arbejde en del selvstændigt – blandt andet fik han ansvaret for en mellemstor tilbygning, som han stort set selv stod for fra start til slut.
Det var en stor tilfredsstillelse at se, at kunderne var glade og tilfredse med resultatet, konstaterer voksenlærlingen. Netop det, at ens arbejde giver et konkret resultat, tiltaler Morten Buch Pedersen.
Det er da dejligt, at man kan køre en søndagstur og sige »Det har jeg lavet, og det har jeg været med til…«. Det er rart, at man har skabt noget i sit liv, påpeger han.
Hvis nogen tror, at murerarbejde bare er at klaske nogle sten sammen, så tager de fejl, mener Morten Pedersen. Det er faktisk et krævende fag. Det synes jeg i hvert fald. Det kræver virkelig koncentration og omhu, hvis resultatet skal være i orden, siger Morten Buch Pedersen.
Hvis han skal pege på ulemper ved faget, er det støv, tørre hænder og vinterkoldt pløre, han nævner som eksempler.
På plussiden er, at der er afveksling i arbejdet, at man får brugt sin fysik, de smukke sommerdage i det fri, og - nå ja, at man kan lave en masse ting på sit eget gamle hus…