Rasmus Skovgård, 27 år, Give, Harresø Byggeforretning
Rasmus Skovgård blev uddannet som kok efter folkeskolen. Som udlært nåede han både at arbejde herhjemme og i udlandet, men efterhånden gik det op for ham, at det nok ikke var den rette hylde, han var havnet på:
Arbejdstiderne var ikke gode, hvis man har familie, og lønnen stod ikke mål med de skæve arbejdstider, mener Rasmus Skovgård.
Han valgte derfor at sadle om arbejdsmæssigt: Han fik job i Jysk Vindueskompagni, og her fik han smag for tømrerarbejdet.
- Jeg har altid godt kunnet lide at skabe noget, og flere i min familie har arbejdet med tømrerfaget, så jeg kendte lidt til det i forvejen.
Og så er en af goderne ved at være tømrer blandt andet, at man arbejder en del ude. Det er dejligt om sommeren – og når kulden bider, lærer man virkelig at sætte pris på, at kaffen er varm, fortæller Rasmus Skovgård.
Det mest spændende ved arbejdet er de lidt anderledes projekter, mener han. - For eksempel havde Harresø Byggeforretning, hvor jeg er i lære, hele entreprisen på en utraditionel opgave, nemlig en ottekantet skole. Det var meget spændende at være med til at bygge den. Man får lov til at lave alt muligt, det er fedt, konstaterer tømrerlærlingen.
Noget af det gode ved tømrerfaget er for Rasmus Skovgård, at man rundt omkring kan se de konkrete resultater af det, man har lavet eller været med til at lave.
- Som tømrer kommer man også i berøring og dialog med mange andre faggrupper, det er både lærerigt og sjovt. - Og så får man indblik i, hvordan et byggeri bliver til fra starten. Det er noget, man kan bruge hjemme hos sig selv. Jeg kan bygge mit eget hus og reparere ting, der går i stykker, det er en dejlig følelse, siger Rasmus Skovgård.
Tømrerlærlingene er på skolebænken i fem uger ad gangen. Og både fagligt og socialt er udbyttet af skoleperioderne godt, mener Rasmus Skovgård.
- Man når at få et rigtig godt sammenhold på de fem uger. Man kommer som regel i klasse med de samme på alle skoleforløbene og får mange venner på den måde.
Vi glæder os altid til at gense hinanden og komme på skolebænken, det er hyggeligt, beretter Rasmus Skovgård.
På skolen lærer lærlingene det gamle håndværk helt fra bunden. Det kan nogle gange virke lidt omsonst, fordi meget tømrerarbejde i dag handler om montage af samlesæt. - Men jeg synes, det er vigtigt at forstå, hvordan håndværket fungerer fra bunden og at kunne bygge det hele fra bunden, påpeger Rasmus Skovgård.
Da han startede på tømreruddannelsen, havde han egentlig planlagt at læse videre til bygningskonstruktør. Men i dag er det ingeniør, han tænker på at videreuddanne sig til.- Derefter vil jeg gerne til udlandet og arbejde et stykke tid, lære en anden kultur at kende. - Måske ender jeg i Mexico, det kunne være rigtig spændende, lyder det fra Rasmus Skovgård, der også på længere sigt har drømme. - Det er at bo på landet, hvor der er masser af plads, have et job i en mindre virksomhed - og drive en lille selskabsrestaurant i fritiden. Det kunne da være sjovt, siger kokken, der blev tømrer og måske en gang ingeniør…