
Årets Læreplads i Horsens ligger i Nim
Efter hele 20 lærlinge havde indstillet deres virksomhed eller mester – og dommerudvalget på VIA Erhvervsuddannelser havde voteret – blev Tømrermester Steen Hansen tildelt den lokale hæder og gik dermed videre i den nationale finale til november.
Titlen kommer på baggrund af en indstilling som både berørte de faglige – men især også de menneskelige – værdier, udfærdiget af voksenlærling René Thiim Nielsen fra Bryrup.
Kåringen af Årets Læreplads 2009 hos VIA Erhvervsuddannelser fandt sted i Elevhuset, Uddannelseschef Finn Jensen bød velkommen ved at proklamere:
”Flaget er hejst,” og tilskyndede det flotte opbud, på flere end 50 lærlinge og mestre, til at tage for sig af vådt som tørt.
Dernæst bekendtgjorde bestyrelsesformand – og medlem af dommerkomitéen - Ole Nørgaard, at det ikke havde været nemt med så mange gode indstillinger. Inden han satte navn på, citerede han eleven for de mest udslagsgivende udsagn:
”Her bliver man en del af en familievirksomhed med stolte traditioner, som går 5 generationer tilbage. Min arbejdsplads et sted, hvor vi ikke bare er arbejdskraft. Der er en oprigtig interesse for at jeg og min familie har det godt - og den hensyntagen til og interesse for det hele menneske, har jeg ikke oplevet tidligere!
Jeg har en drøm om at starte som selvstændig - og det har været en naturlig del for mig, at have en åben og direkte dialog herom med min mester fra starten af min læretid. Han er klar med gode råd og opmuntring, hvilket opmuntrer og motiverer til at lære mere og til vedvarende at hæve kvaliteten på mit arbejde.
Kvalitet er ikke kun en håndværksmæssig opgave men også en menneskelig, og den løfter Steen Hansen”
Således blev Tømrermesteren fra Nim ved Brædstrup budt på håndtryk, blomster- og prisoverrækkelse akkompagneret af de fremmødtes klapsalver og lykønskninger.
”Da jeg fik det at vide først, gik det egentlig ikke op for mig,” fortalte en storsmilende Steen Hansen– og forklarede, at han heller ikke har bestemt sig for hvor et sådan hædersbevis skal hænge.
”Det skal ligge under hovedpuden,” afbryder René med et smil – og konkluderer:
”Det er en overskuds-arbejdsplads! Al dialog er først og fremmest med et smil. Det er et skønt sted at arbejde.”
”Altid smil!” understreger mester nikkende, og tilføjer:
”Vi har altid været glade for at have René i firmaet – men i dag er jeg nu nok lidt ekstra glad for ham!”
De øvrige indstillede virksomheder var: Brdr. Thybo, Brædstrup Stål, Eigil Fynbo, Ejvind Laursen, GMR Maskiner, JD Byg, Kasø ApS, KN Tagdækning, Krondal Murerforretning, Lokaltømmeren, Lund-Kørup VVS, Murerfirmaet BBR, Mørk Andersen Byg, Poul Thomsen Enterprise, Rationel Tagdækning, Raunstrup A/S, Rådved Maskinfabrik, Vagn Pedersen samt Aage Wegner & søn
Læs mere om den lokale nominering her
Landskåringen, som i år har 10 års jubilæum, finder sted senere på Christiansborg, Her inviterer Undervisningsminister Bertel Haarder de tre bedste til reception og prisoverrækkelse.
Sidste år vandt Danish Crown i Sæby titlen Læs historien her
– lokalt var det industritekniker og voksenlærlingen Bjørn Søgaard, som nominerede ’Spangkilde Teknik’ i Hedensted - Læs historien her
Yderligere oplysninger fås hos Helene Pedersen på tlf. 8755 4682 eller e-mail: hped@viauc.dk |